Vildfarelse

 

I dag var noget anderledes, måske var det lyset og den måde, det gavmildt spredte sine stråler på. Det startede med en lille sprække i øst, men så bredte det sig. Lyset. Som om et lille hjerte voksede sig større og gav slip på alt det, hun havde holdt tilbage. Kærligheden strømmede fra det sted, hvor hun før havde mærket en knyttet hånd holde så hårdt, at knoerne var helt hvide. Landskabet vågnede og en ny dag var født. Alt det havde hun i sig. Nu opdagede hun, hvor godt det gjorde at sætte det fri og lade det strømme. Forbavset så hun, hvordan lyset vækkede hvert eneste græsstrå. Fuglene kom nærmere, årvågne og forårskåde, selvom det stadig kun var februar. Kragerne kommunikerede højlydt med hinanden, mens de fløj forbi, det lød som et skænderi, men hun vidste bedre. Det var bare deres måde.

Nu sad hun på sin himmelstol med hænderne i skødet og frydede sig. Synet gjorde hende mild og stadigvæk mærkede hun, hvordan kærligheden strømmede fra hendes hjerte. Det var som om en hengemt kilde var blevet åbnet. En skattekiste fuld af alt det, hun havde drømt om. Kan jeg nogensinde fortælle det til nogen, tænkte hun og viftede blidt tanken væk. Det var ikke det, det handlede om. Det var følelsen, den glæde hun mærkede ved at sætte fri. Tænk at alt det lys kom fra hende. Nu ved jeg, hvem jeg egentlig er, sagde hun til sig selv og mærkede pludselig, hvordan hun blev opfyldt. Det var nok. Der var intet mere at stræbe efter og den drøm, der altid havde synes så fjern forblev fjern. Den var ikke længere hendes drøm. For nogen vidste bedre og langsomt var hun blevet gjort klar til dette øjeblik.

”Det er snart forår” skreg en krage og vinkede med den ene vinge. Eller sådan så det i hvert fald ud. Hun smilede og nikkede, det var sandt. Det knagede i hende som is, der tør op. Den frosne skovsø begyndte at røre på sig og små kilder af levende vand rislede frem fra det, der før havde været en lukket beholder. Nu så hun, hvordan de gule erantis dansede på jorden under hende i deres grønne balletskøjter. Hun hørte deres muntre stemmer og den sang, de alle nynnede. En sang, de kendte fra før. Og de kaldte på hende, det hørte hun nu, de kendte hende og bød hende velkommen.

”Kom og dans med os” sang de og hun tog dem på ordet. Forsigtigt steg hun ned fra sin himmelstol og plantede fødder i græsset. Øjeblikket blev hun omsluttet af Moder Jord og den cirkel af erantis, som dansede i hendes skød. Fødderne på jorden, hun stod et øjeblik og vaklede, mens hun missede med øjnene mod solen og alt det lys, der strømmede fra himlen. Hun betragtede sin stol dér i lyset og vidste, at hun altid kunne vende tilbage, når hun trængte til et hvil og samtidig ville se det store billede. Men nu var det tid til at danse!

”Vi fejrer forårets kommen” sang de små erantis, mens de hvirvlede rundt i de grønne skøjter. Rundt og rundt, de grønne blade stod som vifter om ørene på dem. Også hun snurrede rundt og lod sig føre af den energi, hun nu mærkede. Det var en vidunderlig følelse. Hvornår var hun stoppet med at danse, hvorfor havde hun glemt, hvor godt det gør?

”Det meste af rejsen går ud på at huske” råbte en erantis stakåndet i farten. ”Du skal ikke slå dig selv i hovedet, fordi du glemte, du skal fejre, at du nu husker det. Endnu en brik falder på plads i det store puslespil. Og hvor er dit lys dog smukt. Når vi er færdige med at danse, skal du gå ned til den store skovsø og spejle dig i vandet. For det er sandt, isen er smeltet og vandet klukker nu ved tanken om, at foråret snart kommer. Februars sidste dage, vinterens farvel, der er al mulig grund til at fejre. Men vi fejrer ikke at vinteren snart er ovre. Vi takker vinteren for det, hun bragte os og lærte os. Jeg håber, at du fik hvilet og slappet af. At du lod mørket omslutte dig og at du badede i den ro, der opstår, når vi hengiver os i stedet for at stritte imod?”

Hun nikkede taknemmeligt og fulgte den lille erantis videre i dansen.

Da dansen var ovre, takkede hun flokken af erantis og begav sig ind i skoven for at besøge den store skovsø. Hun havde været dér mange gange før, så vejen var velkendt, men alligevel skete der noget, som fik hende til at vælge en forkert sti. Pludselig anede hun ikke, hvor hun var henne. Træerne var ukendte, ranke og helt tæt stod de og skyggede for lyset. Længere henne af stien kunne hun se granerne knejse og en løber af grannåle lå strøet ud for hendes fødder. ”Kom bare nærmere”, hørte hun en stemme sige, men hun vidste ikke, hvor den kom fra. Noget i hende var stivnet ved tanken om, at hun vist var faret til. Hvordan kunne det dog ske, hun skulle jo bare ned til skovsøen og spejle sig i vandet, som den søde erantis havde anbefalet hende. Den glæde, der før havde opfyldt hende, frøs nu til is og pludselig var det vinter igen. Mørket omsluttede hende.

”Kom bare nærmere”. Igen hørte hun stemmen og uden egentlig at ville det, lod hun sig føre dybere ind i skoven. Nu mærkede hun vinterens kolde ånde mod sin hud og skuttede sig uvilkårligt. Hvad skal der dog blive af mig, tænkte hun, men hendes ben førte hende videre. Frygten bankede i hendes årer.

Så så hun den. Lysningen midt i skoven. Pludselig åbnede granerne sig, bredte deres arme ud og pegede i retningen af det lys, der nu strømmede ud fra et sted i deres midte. Med et stort suk småløb hun de sidste meter indtil hun stod i lysningen og igen kunne se himlen, der stadigvæk var lyseblå. Midt i lysningen stod der en stor sten og hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle sætte sig på den. Og hun havde jo før talt med både træer og sten, så hvorfor var hun dog blevet så bange? Det var tanken om vildfarelse og om, at hun havde mistet kontrollen. Det var frygten, der havde grebet hende og fortalt hende, at hun var fortabt. En velkendt følelse, det måtte hun indrømme, men på det seneste havde den ikke været dér så ofte. Derfor føltes den endnu stærkere og frygtindgydende, da den dukkede op igen.

Hendes hjerte faldt til ro, da hun satte sig på den store sten. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene og tvang sig selv til at trække vejret med dybe åndedrag. Og da hun igen åbnede øjnene, så hun ham foran sig. Han stod midt i en lysstråle og de brune vinger var blanke som overfladen på en kastanje. Hans blik var rettet mod hende og et smil spillede om hans læber. Et venligt smil. Og læber er måske så meget sagt, for ørne har ikke læber. De har næb. Men det var underordnet, for hun kunne se, at han smilede.

”Hvor er jeg dog glad for at se dig her” udbrød hun og måtte dy sig for ikke at rejse sig og give ham et ordentligt kram. ”Det havde jeg ikke ventet”.

”Nemlig” svarede han majestætisk i sin ro. Han bevægede sig ikke, men lod blot blikket hvile i hendes. Det gav hende en følelse af ro, som bredte sig i hele kroppen og hun bemærkede end ikke den kulde, der strømmede fra stenen og op i hendes bagdel. I dag var kulden som varme.

”Så er jeg altså alligevel ikke faret vild?” Hun vidste godt, at hun var i færd med at skære det hele ud i pap, men hun var stadig lidt ør og forvirret. Frygten havde vist ikke helt sluppet sit greb.

”Nej, du har fundet vej.”

”Jamen, jeg skulle jo ned til skovsøen?”

”Du troede, at du skulle ned til skovsøen. Du kendte ikke til denne lysning og derfor ville du aldrig have fundet den, hvis du ikke var faret vild. Skovsøen var et påskud for at få dig ind i skoven. Vi lægger den slags spor ud, det har du nok efterhånden opdaget? Spor, som vi beder dig følge i tillid. Og straks begynder dine tanker at lægge rationelle planer, de søger det velkendte. Hvordan kan de andet? De kan kun føre dig af kendte veje og præsentere dig for mønstre, som du allerede har set før. Men det er ikke det, du ønsker dig i dit liv. Du ønsker at finde det, der er til dig, ikke sandt?

Hun nikkede. Selvfølgelig gjorde hun det.

”Så skovsøen var bare et påskud. Jeg skal altså ikke ned og spejle mig …”

”Hold nu op” afbrød han utålmodigt. ”Du behøver ikke at spejle dig i skovsøer for at vide, at du skinner. Det var dit lys, der førte mig på rette vej. Se, det vidste du ikke. Dit lys skinner, så jeg kan finde vej. Vi hjælper hinanden, men du bliver ved at negligere, hvem du er og hvad du gør, blot ved at være dig.

”Jeg er lidt forvirret” indrømmede hun. ”Men jeg er glad for at vi fandt hinanden her. Og lysningen.”

”Den tilsyneladende vildfarelse er en gave” fortsatte han og rykkede et skridt nærmere. Han smilede stadig. ”Det har vi vist også talt om før, men nu har du fået lektien igen. Tillad dig selv at fare vild og komme på afveje i forhold til de rationelle planer, du har lagt. Sjælens vej af fuld af snoede stier og underlige krumspring, der først senere giver mening. Når du får en ledetråd, et spor, så følg det, når du mærker at det kommer fra en ven. Du var ikke et sekund i tvivl, da Erantis opfordrede dig til at gå ned til skovsøen. Din intuition fortalte dig, at det skulle du da gøre. Du fulgte dit hjerte, du mærkede glæden og som alle andre vantro ville du gerne se dig eget lys skinne. Så du gik. Ind i skoven og på vej, indtil du for vild. Men kun sådan kunne du finde lysningen i skoven og få det, der er til dig. Voila. Livets mysterium er dit at leve.”

Nu smilede hun også og smilet krakelerede til et bredt grin.

”Jeg er altså ikke vantro!”

”Det ved jeg da godt. Men du ved, hvad jeg mener. Du kan være forvisset om, at dit lys skinner, for kun sådan kan jeg finde dig. Lad bekymringerne hvile. Giv dem til vinden og gå så ud i verden og gør hver eneste dag til det eventyr, du drømmer om. Du har alt, hvad du skal bruge. Du er præcist den, du skal være. Det eneste, der mangler, er du selv begynder at tro på det og hviler i vished om, at det er nok. Læn dig helt ind i tilliden på samme måde, som du fulgte Erantis’ opfordring til at søge skovsøen. Gå med glæde. Du kan ikke gøre noget forkert og der er ingen vildfarelse, når det kommer til stykket. Hvert eneste skridt byder på læring. Men der er masser af hjælp at hente undervejs, du er ikke alene. Tillid er nøgleordet.”

Hun nikkede taknemmeligt og rejste sig fra stenen. Instinktivt vidste hun, at deres samtale var forbi og at ørnen få sekunder senere ville lette fra lysningen. Hun så ham forsvinde op mellem granerne og snart var han blot en smuk silhuette på den lyseblå forårshimmel. Jo, for det var skam blevet forår igen, det mærkede hun. Noget i hende rislede og rumsterede som det vand, der vågner op fra vinterens døs. Fra is til vand. Fra vinter til forår. Fra mørke til lys. Hun smilede og uden besvær fandt hun vejen tilbage til dér, hvor hun kom fra.

Men noget var forandret. Hun var forandret.

For midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.

Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, februar 2016
SKRIVEHUSET