I dag var noget anderledes, måske var det lyset og den måde,
det gavmildt spredte sine stråler på. Det startede med en lille sprække i øst,
men så bredte det sig. Lyset. Som om et lille hjerte voksede sig større og gav
slip på alt det, hun havde holdt tilbage. Kærligheden strømmede fra det sted,
hvor hun før havde mærket en knyttet hånd holde så hårdt, at knoerne var helt
hvide. Landskabet vågnede og en ny dag var født. Alt det havde hun i sig. Nu
opdagede hun, hvor godt det gjorde at sætte det fri og lade det strømme.
Forbavset så hun, hvordan lyset vækkede hvert eneste græsstrå. Fuglene kom
nærmere, årvågne og forårskåde, selvom det stadig kun var februar. Kragerne
kommunikerede højlydt med hinanden, mens de fløj forbi, det lød som et
skænderi, men hun vidste bedre. Det var bare deres måde.
Nu sad hun på sin himmelstol med hænderne i skødet og
frydede sig. Synet gjorde hende mild og stadigvæk mærkede hun, hvordan
kærligheden strømmede fra hendes hjerte. Det var som om en hengemt kilde var
blevet åbnet. En skattekiste fuld af alt det, hun havde drømt om. Kan jeg
nogensinde fortælle det til nogen, tænkte hun og viftede blidt tanken væk. Det
var ikke det, det handlede om. Det var følelsen, den glæde hun mærkede ved at
sætte fri. Tænk at alt det lys kom fra hende. Nu ved jeg, hvem jeg egentlig er,
sagde hun til sig selv og mærkede pludselig, hvordan hun blev opfyldt. Det var
nok. Der var intet mere at stræbe efter og den drøm, der altid havde synes så
fjern forblev fjern. Den var ikke længere hendes drøm. For nogen vidste bedre
og langsomt var hun blevet gjort klar til dette øjeblik.
”Det er snart forår” skreg en krage og vinkede med den ene
vinge. Eller sådan så det i hvert fald ud. Hun smilede og nikkede, det var
sandt. Det knagede i hende som is, der tør op. Den frosne skovsø begyndte at
røre på sig og små kilder af levende vand rislede frem fra det, der før havde
været en lukket beholder. Nu så hun, hvordan de gule erantis dansede på jorden
under hende i deres grønne balletskøjter. Hun hørte deres muntre stemmer og den
sang, de alle nynnede. En sang, de kendte fra før. Og de kaldte på hende, det
hørte hun nu, de kendte hende og bød hende velkommen.
”Kom og dans med os” sang de og hun tog dem på ordet.
Forsigtigt steg hun ned fra sin himmelstol og plantede fødder i græsset.
Øjeblikket blev hun omsluttet af Moder Jord og den cirkel af erantis, som
dansede i hendes skød. Fødderne på jorden, hun stod et øjeblik og vaklede, mens
hun missede med øjnene mod solen og alt det lys, der strømmede fra himlen. Hun
betragtede sin stol dér i lyset og vidste, at hun altid kunne vende tilbage,
når hun trængte til et hvil og samtidig ville se det store billede. Men nu var
det tid til at danse!
”Vi fejrer forårets kommen” sang de små erantis, mens de hvirvlede
rundt i de grønne skøjter. Rundt og rundt, de grønne blade stod som vifter om
ørene på dem. Også hun snurrede rundt og lod sig føre af den energi, hun nu
mærkede. Det var en vidunderlig følelse. Hvornår var hun stoppet med at danse,
hvorfor havde hun glemt, hvor godt det gør?
”Det meste af rejsen går ud på at huske” råbte en erantis
stakåndet i farten. ”Du skal ikke slå dig selv i hovedet, fordi du glemte, du
skal fejre, at du nu husker det. Endnu en brik falder på plads i det store
puslespil. Og hvor er dit lys dog smukt. Når vi er færdige med at danse, skal
du gå ned til den store skovsø og spejle dig i vandet. For det er sandt, isen
er smeltet og vandet klukker nu ved tanken om, at foråret snart kommer.
Februars sidste dage, vinterens farvel, der er al mulig grund til at fejre. Men
vi fejrer ikke at vinteren snart er ovre. Vi takker vinteren for det, hun
bragte os og lærte os. Jeg håber, at du fik hvilet og slappet af. At du lod
mørket omslutte dig og at du badede i den ro, der opstår, når vi hengiver os i
stedet for at stritte imod?”
Hun nikkede taknemmeligt og fulgte den lille erantis videre
i dansen.
Da dansen var ovre, takkede hun flokken af erantis og begav
sig ind i skoven for at besøge den store skovsø. Hun havde været dér mange
gange før, så vejen var velkendt, men alligevel skete der noget, som fik hende
til at vælge en forkert sti. Pludselig anede hun ikke, hvor hun var henne.
Træerne var ukendte, ranke og helt tæt stod de og skyggede for lyset. Længere
henne af stien kunne hun se granerne knejse og en løber af grannåle lå strøet
ud for hendes fødder. ”Kom bare nærmere”, hørte hun en stemme sige, men hun
vidste ikke, hvor den kom fra. Noget i hende var stivnet ved tanken om, at hun
vist var faret til. Hvordan kunne det dog ske, hun skulle jo bare ned til
skovsøen og spejle sig i vandet, som den søde erantis havde anbefalet hende.
Den glæde, der før havde opfyldt hende, frøs nu til is og pludselig var det
vinter igen. Mørket omsluttede hende.
”Kom bare nærmere”. Igen hørte hun stemmen og uden egentlig
at ville det, lod hun sig føre dybere ind i skoven. Nu mærkede hun vinterens
kolde ånde mod sin hud og skuttede sig uvilkårligt. Hvad skal der dog blive af
mig, tænkte hun, men hendes ben førte hende videre. Frygten bankede i hendes
årer.
Så så hun den. Lysningen midt i skoven. Pludselig åbnede
granerne sig, bredte deres arme ud og pegede i retningen af det lys, der nu
strømmede ud fra et sted i deres midte. Med et stort suk småløb hun de sidste
meter indtil hun stod i lysningen og igen kunne se himlen, der stadigvæk var
lyseblå. Midt i lysningen stod der en stor sten og hun var ikke et sekund i
tvivl om, at hun skulle sætte sig på den. Og hun havde jo før talt med både
træer og sten, så hvorfor var hun dog blevet så bange? Det var tanken om vildfarelse
og om, at hun havde mistet kontrollen. Det var frygten, der havde grebet hende
og fortalt hende, at hun var fortabt. En velkendt følelse, det måtte hun
indrømme, men på det seneste havde den ikke været dér så ofte. Derfor føltes
den endnu stærkere og frygtindgydende, da den dukkede op igen.
Hendes hjerte faldt til ro, da hun satte sig på den store
sten. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene og tvang sig selv til at trække vejret
med dybe åndedrag. Og da hun igen åbnede øjnene, så hun ham foran sig. Han stod
midt i en lysstråle og de brune vinger var blanke som overfladen på en
kastanje. Hans blik var rettet mod hende og et smil spillede om hans læber. Et
venligt smil. Og læber er måske så meget sagt, for ørne har ikke læber. De har
næb. Men det var underordnet, for hun kunne se, at han smilede.
”Hvor er jeg dog glad for at se dig her” udbrød hun og måtte
dy sig for ikke at rejse sig og give ham et ordentligt kram. ”Det havde jeg
ikke ventet”.
”Nemlig” svarede han majestætisk i sin ro. Han bevægede sig
ikke, men lod blot blikket hvile i hendes. Det gav hende en følelse af ro, som
bredte sig i hele kroppen og hun bemærkede end ikke den kulde, der strømmede
fra stenen og op i hendes bagdel. I dag var kulden som varme.
”Så er jeg altså alligevel ikke faret vild?” Hun vidste
godt, at hun var i færd med at skære det hele ud i pap, men hun var stadig lidt
ør og forvirret. Frygten havde vist ikke helt sluppet sit greb.
”Nej, du har fundet vej.”
”Jamen, jeg skulle jo ned til skovsøen?”
”Du troede, at du skulle ned til skovsøen. Du kendte ikke
til denne lysning og derfor ville du aldrig have fundet den, hvis du ikke var
faret vild. Skovsøen var et påskud for at få dig ind i skoven. Vi lægger den
slags spor ud, det har du nok efterhånden opdaget? Spor, som vi beder dig følge
i tillid. Og straks begynder dine tanker at lægge rationelle planer, de søger
det velkendte. Hvordan kan de andet? De kan kun føre dig af kendte veje og
præsentere dig for mønstre, som du allerede har set før. Men det er ikke det,
du ønsker dig i dit liv. Du ønsker at finde det, der er til dig, ikke sandt?
Hun nikkede. Selvfølgelig gjorde hun det.
”Så skovsøen var bare et påskud. Jeg skal altså ikke ned og
spejle mig …”
”Hold nu op” afbrød han utålmodigt. ”Du behøver ikke at
spejle dig i skovsøer for at vide, at du skinner. Det var dit lys, der førte
mig på rette vej. Se, det vidste du ikke. Dit lys skinner, så jeg kan finde
vej. Vi hjælper hinanden, men du bliver ved at negligere, hvem du er og hvad du
gør, blot ved at være dig.
”Jeg er lidt forvirret” indrømmede hun. ”Men jeg er glad for
at vi fandt hinanden her. Og lysningen.”
”Den tilsyneladende vildfarelse er en gave” fortsatte han og
rykkede et skridt nærmere. Han smilede stadig. ”Det har vi vist også talt om
før, men nu har du fået lektien igen. Tillad dig selv at fare vild og komme på
afveje i forhold til de rationelle planer, du har lagt. Sjælens vej af fuld af
snoede stier og underlige krumspring, der først senere giver mening. Når du får
en ledetråd, et spor, så følg det, når du mærker at det kommer fra en ven. Du
var ikke et sekund i tvivl, da Erantis opfordrede dig til at gå ned til
skovsøen. Din intuition fortalte dig, at det skulle du da gøre. Du fulgte dit
hjerte, du mærkede glæden og som alle andre vantro ville du gerne se dig eget lys
skinne. Så du gik. Ind i skoven og på vej, indtil du for vild. Men kun sådan
kunne du finde lysningen i skoven og få det, der er til dig. Voila. Livets
mysterium er dit at leve.”
Nu smilede hun også og smilet krakelerede til et bredt grin.
”Jeg er altså ikke vantro!”
”Det ved jeg da godt. Men du ved, hvad jeg mener. Du kan
være forvisset om, at dit lys skinner, for kun sådan kan jeg finde dig. Lad
bekymringerne hvile. Giv dem til vinden og gå så ud i verden og gør hver eneste
dag til det eventyr, du drømmer om. Du har alt, hvad du skal bruge. Du er
præcist den, du skal være. Det eneste, der mangler, er du selv begynder at tro
på det og hviler i vished om, at det er nok. Læn dig helt ind i tilliden på
samme måde, som du fulgte Erantis’ opfordring til at søge skovsøen. Gå med
glæde. Du kan ikke gøre noget forkert og der er ingen vildfarelse, når det
kommer til stykket. Hvert eneste skridt byder på læring. Men der er masser af
hjælp at hente undervejs, du er ikke alene. Tillid er nøgleordet.”
Hun nikkede taknemmeligt og rejste sig fra stenen.
Instinktivt vidste hun, at deres samtale var forbi og at ørnen få sekunder
senere ville lette fra lysningen. Hun så ham forsvinde op mellem granerne og
snart var han blot en smuk silhuette på den lyseblå forårshimmel. Jo, for det
var skam blevet forår igen, det mærkede hun. Noget i hende rislede og
rumsterede som det vand, der vågner op fra vinterens døs. Fra is til vand. Fra
vinter til forår. Fra mørke til lys. Hun smilede og uden besvær fandt hun vejen
tilbage til dér, hvor hun kom fra.
Men noget var forandret. Hun var forandret.
For midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages
af den, der er faret vild.
Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, februar 2016
SKRIVEHUSET
fra min egen skriverejse, februar 2016
SKRIVEHUSET
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.